Udgivet i Skriv en kommentar

Rensning og opladning af krystaller

Forårsrengøring i bedste spirituella stil

Som lovet vil jeg i dag fortælle lidt om det her med at rense og oplade dine krystaller, og til at starte med, så vil jeg sige, at jeg ikke går ret meget op i regler, og om noget gøres korrekt. Sådan har jeg det med feng shui, og det er også min tilgang til rensning og opladning af krystaller. Ja egentlig er det vel en måde, jeg er i verden på.

Jeg synes, det er rigtig godt med nogle rammer og retningslinjer, og hvad du så vil gøre inden for de rammer, det er op til dig, og hvad du synes, der virker. Det kan selvfølgelig være rigtig rart at vide, hvilke krystaller der f.eks. ikke kan tåle vand og andre helt konkrete ting, men derudover, så gør, hvad du synes virker for dig og dine krystaller.

Rensning af dine krystaller

Så i stedet for at fortælle dig, hvad du skal gøre, så fortæller jeg dig i stedet, hvad jeg gør, og så kan du tage det, du kan bruge, og lade resten være. Inden jeg sender jeres krystaller ud i verden, så bliver de renset med røg, og de får en generel rensning med høje vibrationer. Men uanset hvor meget jeg renser dem, har det stadig en betydning, at du selv renser dem. Det er en måde, at gøre dem til dine, og starte jeres fine samarbejde. Derfor vil jeg anbefale dig, at du vasker dem under lunkent vand, når du får dem hjem. Gør det med nærvær, og byd dem velkommen ved at gøre dem klar til at arbejde hos dig.

Når jeg selv har skyllet mine krystaller nænsomt, som jeg gør ind i mellem, så tørrer jeg dem forsigtigt af, og vi får en ny lille snak om, hvordan vi bedst kan samarbejde. Hvad jeg har brug for hjælp og støtte til.

Jeg renser også jævnligt med røg, her foretrækker jeg salvie. Det gør jeg, når jeg alligevel renser med salvie i mit hjem. Så render jeg en tur forbi krystallerne, der står rundt omkring, og de får lige en omgang. Det gør jeg også for at sætte fut under energien igen, og lige vække krystallerne og energien, hvis det hele er blevet lidt for stille og dovent. De får på den måde lige et kærligt klap bagi, om man så må sige.

Opladning af dine krystaller

I forhold til opladning, så sørger jeg jævnligt for, at de får lidt nyt liv. Ligesom jeg selv har godt af lys, luft og nye omgivelser, så har krystallerne også rigtig godt af at komme ud i solskin og måneskin, og de kan godt lide, vi rykker lidt rundt på dem. Ellers kan de godt falde lidt hen og snuppe en lur. Det er selvfølgelig også i orden, men helst ikke for længe af gangen.

Når du har haft dine krystaller udenfor i enten dejlig sol eller i måneskin (fuldmånens energi er genial til opladning, og det gør ikke noget, det er skyet), så kan du enten give dine krystaller en ny plads, eller du kan rykke lidt rundt på opstillingen, eller måske give dem en ny opgave. De skal helst ikke stå og kede sig for længe af gangen, for energiflowet i området kan gå helt i stå og komme til at snorke lidt.

En anden måde du kan oplade dine krystaller, er ved at placere dem på en selenitplade. Det er så smart, at man laver selenit i plader, så de fungerer som en ladestation. Genialt! En selenitplade er ikke en nødvendighed, du og dine krystaller kan sagtens leve et godt liv uden, men de ER altså sjove at have. Og så er de heldigvis også pæne.

Hop ind i mellem over det laveste gærde

Indrømmet, jeg er til det enkle. Der findes masser af ritualer omkring rensning af krystaller og rensning af rum. Det kan være rigtig fint og smukt ind i mellem, men skulle jeg have det store arsenal frem hver gang, og skal jeg afsætte 4 timer til at rense, så får jeg det ikke gjort. Den enkle vej til mig, tak, og så ind i mellem kan jeg tage en luksustur, hvor den får fuld skrald med syngeskåle og klokker og det hele.

Hold flowet i gang

Derudover så vil jeg sige, at udluftning når du langt med. Jeg får ikke altid selv holdt flowet i gang, for nogle gange sker livet, men jeg kan love jer, at jeg kan mærke det hver eneste gang, jeg negligerer energiflowet herhjemme. Hvis jeg er i tvivl om, hvor skoen trykker, så kan jeg bare kigge rundt i mit hjem, og jeg kan finde det sted, hvor jeg skal sætte ind. Så hold gang i de små ting, også når det hele er for overvældende, som det er for mange i den her tid. Luft ud, ryst dynerne, bank puderne, spil høj musik, dans lidt, smid noget ud og nus dine krystaller.

Til sidst vil jeg gerne pointere, at uanset hvor meget du vasker, nusser, renser og oplader dine krystaller, så kan de kun hjælpe med at skabe energien, der skubber i den rigtige retning, men det er i sidste ende op til dig, hvad du vil stille op med den. Det er dig, der skal gøre arbejdet, det er dig, der skal opdage, hvilke energier du har at arbejde med. Det kan være fristende at tænke, at det er krystallerne, der gør arbejdet, men menneskets frie vilje er en gave, som jeg ønsker for dig, at du gør brug af. Det er dit priviligie.

Tak fordi du læste med. Vi ses i gruppen og på instagram

Kh Frederikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *