Udgivet i Skriv en kommentar

Jeg ville ønske mit liv var mere kaotisk…

…sagde ingen nogensinde.

Kaos, frygt og bekymring i numeroskopet

Med den tunge kaosenergi i sit numeroskop, vil man nok kunne genkende den her beskrivelse af et tema i livet. Et liv hvor man er blevet utrolig stærk, fordi det har været nødvendigt for at klare sig igennem. Livet handler rigtig meget om at overleve, at slukke brande, at bygge noget op, for at se det ramle igen. Det kan være venskaber, familierelationer, økonomi, karriere. På en eller anden måde bliver man bare ved at tiltrække en tung kaotisk energi, der betyder, at der altid er noget at fixe, og det kan med årene være svært at se en ende på det.

”Hvorfor sker det her altid for mig?” Det er en meget typsik tanke, når man bærer rundt på den her tunge kaotiske energi i sit numeroskop. Det kan både være som navnenergi, men den kan sagtens findes andre steder i numeroskopet.

Med i pakken følger der frygt og bekymring. Det giver mening, for hvis man konstant skal fixe noget, redde sig selv, holde hovedet oven vande, så bliver man klar over, at der kan lure noget lige om hjørnet, som gør at man igen havner i noget kaos. Man bliver bekymret for fremtiden, det giver ondt i maven, og det ukendte bliver frygtsomt. Det er en virkelig tung energi at tiltrække og bære rundt på.

Jeg har selv haft den i mit numeroskop i en årrække, så jeg kender den godt. Især den del med at have ondt i maven og være bange for alt det ukendte. For hvad kan der mon gå galt den her gang? Det har været befriende, at slippe af med den, og ikke længere være så bange.

Ligesom med andre energier, så kan den komme forskelligt til udtryk, alt efter hvor den findes i numeroskopet, men uanset hvor den er, så vil den være årsag til frygt og bekymring. Den kan resultere i et lukket hjerte, hvor man holder andre på afstand, fordi man ikke vil risikere, at man igen bliver såret, og mister den relation, der er bygget op. Når man holder andre mennesker på afstand, og aldrig rigtig lukker dem ind, så kan det blive et meget tungt liv. For vi mennesker er lavet til at lukke hinanden ind, og lade os elske.

Kan man have kontrol over katastrofer?

Hvis den her type energi er blandet med kontrol energi, så vil du sikkert opleve, at du altid har brug for at være på forkant med katastroferne. Du kan højst sandsynligt opsætte mange mulige scenarier for, hvordan noget kan gå galt, og på den måde være forberedt på, at noget går galt. Det kan ind i mellem vise sig at være en smart måde, at kunne afværge et eventuelt kaosscenarie, men i det lange løb så betaler man en høj pris for den evne. Når din energi bliver brugt på konstant at være på vagt, så er der ikke meget overskud til bare at være til stede. Hvis du hele tiden er klar til kamp, så bliver livet utrolig stressende, og på et tidspunkt ramler det. Som det altid gør før eller siden med den her energi i numeroskopet.

Den kaostiske frygtsomme energi, er den absolut tungeste, man kan have i sit numeroskop, og den er ingen tjent med. Den eneste formidlende omstændighed er, hvis man lever med den overbevisning, at man selv har valgt sin skæbne, og derved har noget at lære ved at bære rundt på den energi. Man er desuden ofte rigtig god til at tage sig af andre og heale andres smerte, men meget sjælent er man i stand til at heale sig selv.

Kaotiske omgivelser der dræner

Med den her energi i numeroskopet, så har du det sandsynligvis med at bo med kaotiske omgivelser. Enten er der kaos og drama mentalt, eller også bliver der ved at være rodet omkring dig, og det er svært at skabe systemer, struktur og orden. Du har nok vænnet dig til, at det er sådan, og man lærer med den her energi at navigere i det kaos, man omgiver sig med. Det bliver normalt, at det tager lang tid at finde det, du mangler. Det bliver normalt, at ting er gået i stykker, fordi der ikke er passet på dem. Det bliver normalt, er noget simpelthen bare er væk. Det tager utrolig meget energi, at vi ikke bare ved, at den her ting ligger altid i den her skuffe. Tro mig, jeg ved det!

Hvis vi når dertil, hvor vi indser, at livet ikke altid behøver at være tungt og kaotisk, og at vi godt kan have tillid til, at gode ting kommer til os, så er vi nok klar til at slippe den energi igen, og få et balanceret numeroskop.

Det kan lyde voldsomt og opslidende, og det er på ingen måde min hensigt at skabe yderligere frygt. Jeg er kun interesseret i at gøre opmærksom på, at findes den her energi i dit numeroskop, så kunne det måske være en god idé at se på, om ikke det vil lette livet lidt, at få den fjernet. Det gjorde det i hvert fald for mig. Vi kan sagtens gå med en overbevisning om, at det er bare vores lod her i livet, at det skal være tungt og kaotisk, og at livet har det med at kollapse, men hvis du føler dig tiltrukket af numerologien, så kunne det tyde på, at du er klar til at slippe den energi, og i stedet få noget mere let og positivt ind i din numeroskop.

Hvis du er nysgerrig på numerologien, så følg med herinde, hvor jeg i løbet af efteråret tilbyder numerologiske navnesessioner.

Kh Frederikke

Certificeret Match Numerolog® ved Instituttet for Numerologi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *